26 årig kvinde idømt 8 års anbringelse i anstalt for drab
Sermersooq Kredsret har den 17. marts 2026 fundet en 26 årige kvinde fra Tasiilaq skyldig i drab. Kredsretten fulgte anklagemyndighedens påstand og idømte kvinden 8 års anbringelse i anstalt. Kvinden sidder tilbageholdt indtil hun påbegynder sin afsoning.
Den 26. juni 2025, modtog politiet i Tasiilaq en anmeldelse om muligt knivstikkeri. Anmelderen oplyste, at en kvinde havde rettet henvendelse til pågældende og oplyst, at hun havde stukket sin mor. En patrulje blev sendt til gerningsstedet, hvor den 26 årige kvinde blev anholdt. Politiet fandt ligeledes offeret. Hun blev bragt til sygehuset, men hendes liv stod ikke til at redde efter mange knivstik.
Under kredsrettens behandling af sagen, nægtede den 26 årige kvinde at have haft til hensigt at slå sin mor ihjel. Men på baggrund af sagens dokumenter og vidneforklaringer fandt retten hende skyldig i drab.
På grund af drabets voldsomhed, herunder de mange knivstik blev hun idømt 8 års anbringelse i anstalt. Kvinden udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af dommen. Anklagemyndigheden modtog dommen.
Anklagerfuldmægtig Thomas Voergaard, som førte sagen, udtaler "Jeg er tilfreds med, at kredsretten fandt tiltalte skyldig. Der er udført et godt stykke politiarbejde, som gjorde, at der var gode beviser i sagen. Ligeledes er jeg tilfreds med, at kredsretten var enig i anklagemyndighedens vurdering af, at drabet var meget voldsomt, hvilket skulle betyde en forhøjelse af den normale sanktion for drab".
Pressekontakt
For pressehenvendelser kontakt grl-presse@politi.dk eller +299 567140.