Grønland får en landsdækkende offerrådgivning
Fra den 26. august 2026 kl. 19.00 bliver en landsdækkende offerrådgivning tilgængelig for borgere i Grønland, der er vidner, pårørende eller ofre for en forbrydelse eller ulykke.
Med etableringen af Offerrådgivningen i Grønland får vidner, pårørende og ofre for en forbrydelse eller ulykker nu mulighed for at modtage gratis og anonym medmenneskelig støtte fra uddannede frivillige.
Nuuks forhenværende borgmester og første frivillig i Offerrådgivning, Asii Chemnitz Narup, vil sammen med det øvrige team af frivillige, være klar til at tage imod de første opkald.
Den officielle åbning af tilbuddet finder sted på Rådhuset i Nuuk den 26. August, hvor Nuuks borgmester, Avaaraq S. Olsen sammen med Naalakkersuisoq for børn, unge og justitsområdet, Mariane Paviasen Jensen vil klippe indvielsesbåndet til det nye kontor.
Borgmester, Avaaraq S. Olsen udtaler:
"Jeg er glad for, at Offerrådgivningen nu bliver etableret i Grønland. Det er et vigtigt tilbud til mennesker, der har været udsat for en svær oplevelse, og Kommuneqarfik Sermersooq støtter naturligvis op om initiativet. Ingen skal stå alene i en svær situation."
Naalakkersuisoq for børn, unge og justitsområdet, Mariane Paviasen Jensen har takket ja til invitationen og vil være med til at markere åbningen af det nye tilbud.
Mariane Paviasen Jensen skriver:
"Der er gennem flere år blevet arbejdet målrettet på sagen, og jeg ser med stor tilfredshed og optimisme på dens nuværende status. Initiativet imødekommer et væsentligt behov hos såvel de forurettede som samfundet, og det er mit håb, at dette vil blive fuldt udnyttet. Jeg ser gerne, at denne mulighed etableres som en varig og permanent struktur fremadrettet. Jeg glæder mig over den kommende etablering af et rådgivningscenter for de forurettede og vil gerne rette en stor tak til de frivillige, som ønsker at engagere sig i dette arbejde."
Fra Grønlands Politi, vil Vicepolitiinspektør Katrine Sandgreen ligeledes være tilstede for at markere åbningen.
Vpi. Katrine Sandgreen udtaler:
"Med lanceringen af Offerrådgivningen i Grønland, styrker vi borgernes mulighed for at få gratis og anonym rådgivning, når de rammes af forbrydelser eller ulykker. Offerrådgivningen faciliteres og understøttes af Grønlands Politi, men det er de frivillige der får tilbuddet til at leve. Offerrådgivningen bygger på frivillige, der vælger at stille deres tid, erfaring og engagement til rådighed for andre - og det er helt afgørende. Jeg vil derfor gerne rette en stor tak til de frivillige, som gør en forskel for mennesker i en svær situation. Uden deres indsats ville dette rådgivningstilbud ikke være muligt."
Offerrådgivningen i Grønland skal drives af frivillige rådgivere, som har gennemgået en målrettet uddannelse i at yde telefonisk støtte til personer, der har brug for rådgivning. Formålet er at sikre, at ofre i hele Grønland har adgang til en tryg samtale med én, der lytter, støtter og kan vejlede om relevante muligheder for hjælp.
Fra den 26. august vil rådgivningen i første omgang være tilgængelig én gang om ugen, hver onsdag fra kl. 19.00 til 21.00, på telefon 80 11 30.
På længere sigt er ambitionen at udvide både åbningstiderne og rådgivningens tilbud med en chatfunktion, så endnu flere kan få adgang til støtte på den måde, der passer dem bedst.
Der er desuden etableret en hjemmeside under navnet: ikiuiffik.gl, hvor borgere kan finde yderligere information om rådgivningen, åbningstider og kontaktmuligheder. Etableringen af Offerrådgivningen i Grønland er et vigtigt skridt mod at styrke støtten til ofre for kriminalitet og sikre, at ingen står alene efter en belastende oplevelse.
Praktiske oplysninger:
Offerrådgivningens telefon er åbent fra kl. 19 den 26. August 2026.
- Telefon: 80 11 30
- Åbningstid: Hver onsdag kl. 19.00-21.00
- Hjemmeside: ikiuiffik.gl
Pressekontakt
For pressehenvendelser kontakt grl-presse@politi.dk eller +299 27 95 49.