32-årig idømt forvaring
En sag om et knivstik uden for Pub Nuan i Nuuk sidste år er de seneste dage blevet behandlet ved Sermersooq Kredsret. En 32-årig mand er blevet idømt forvaring på ubestemt tid.
Den 32-årige mand blev smidt ud og modsatte sig bartenderen og vagten, hvorefter der opstod tumult mellem de tre ude foran Pub Nuan. Den 32-årige mand trak i den forbindelse en kniv, som han bar i sit bælte og stak bartenderen i ryggen.
Bartenderen fik en stiklæsion i ryggen og blev efterfølgende sygemeldt fra sit arbejde.
Den 32-årige mand blev anholdt den 30. juni 2024 og har siden da siddet tilbageholdt. Under efterforskningen af sagen er den 32-årige mand blevet undersøgt af flere læger, som har fundet ham særligt farlig for andre.
Anklagerfuldmægtig Line Pedersen fra anklagemyndigheden ved Grønlands Politi udtaler:
"Der er tale om en meget alvorlig sag. På baggrund af lægelige udtalelser var der en påstand om forvaring på ubestemt tid."
"Retten har idømt den 32-årige mand forvaring på ubestemt tid i overensstemmelse med min påstand. Retten lagde ved domsafsigelsen særligt vægt på, at han frembyder en nærliggende fare for andre folks liv."
Under retssagens hovedforhandling nægtede den 32-årige mand forholdet. Den 32-årige ankede dommen til Grønlands Landsret og er fortsat tilbageholdt.