Bestilling af pas
Vil du have et nyt pas eller forny dit gamle pas, f.eks. hvis det gamle pas er udløbet, er blevet væk eller hvis du skifter navn, skal du møde personligt op på din lokale politistation.
Børn under 18 år skal også have deres eget pas og kan ikke længere stå i deres forældres pas. Er du under 18 år og skal have lavet pas, skal dine forældre eller værger underskrive din ansøgningsblanket.
Grønlandsk eller dansk pas
I Grønland kan man både få udstedt et grønlandsk og dansk pas. Du må selv bestemme, om du vil have et grønlandsk eller et dansk pas, når du bor i Grønland.
Forskellen på de to pas er:
- På forsiden af det danske pas, står der Danmark – Den Europæiske Union
- På forsiden af det grønlandske pas, står der Danmark – Kalaallit Nunaat
Der er ikke forskel på i hvilke lande passene er gyldige, men der er lidt forskel på, hvilke sprog der er brugt i teksten inde i passet.
Betingelser for udstedelse af pas
Du skal være dansk statsborger for at kunne få grønlandsk eller dansk pas.
Hvad skal du medbringe?
- En udfyldt ansøgningsblanket. Vær opmærksom på, når du udfylder blanketten, at dit navn og mellemnavn maksimalt kan fylde 30 tegn. Hvis dit fornavn samt mellemnavn fx er Erna Charlotte Kristine Pernille, så kan du forkorte det til Erna C.K P. efterfulgt af dit efternavn.
- Ved udstedelse af nyt pas, skal det gamle pas refunderes. Kan man ikke fremvise sit gamle pas (uanset om det er stjålet, forsvundet, brændt, drunket eller andet) koster det dobbeltgebyr at bestille et nyt.
- Har du ikke haft et pas før eller kan du ikke fremvise dit gamle pas, skal du medbringe original dåbsattest, navneattest eller fødselsattest.
- Dokumentation af rette navn. Dette er kun nødvendigt, hvis dit navn for nyligt er ændret f.eks. i forbindelse med vielse
- Et egnet pasbillede. Billedet skal være i farve eller i sort hvid og taget lige forfra. Før billedet kan godkendes som pasbillede, skal det desuden leve op til flere andre krav
Priser
- Pas til personer mellem 18-64 år koster 428 kr.
- Pas til børn mellem 0-11 år koster 115 kr.
- Pas til unge mellem 12-17 år koster 143 kr.
- Pas til personer over 65 år koster 178 kr.
Husk at medbringe dit gamle pas ved bestilling af nyt. Kan du ikke fremvise dit gamle pas, er prisen det dobbelte.
Procedure
Alle over 12 år skal efter den 1. januar 2012 have scannet sit fingeraftryk ved bestillingen af pas. Fingeren bliver scannet på politistationen og det scannede aftryk bliver brugt i forbindelse med pasudstedelsen.
Pas udstedt efter 1. januar 2012 uden fingeraftryk kan give problemer ved indrejse i andre lande. Pas udstedt før 1. januar 2012 giver ikke problemer og kan altså fortsat bruges, så længe passet er gyldigt.
Ved bestilling af pas, skal pasansøgeren møde fysisk op. Dette gælder også pasansøgere under 18 år.
Leveringstid
Når du har søgt om pas, kan der gå op til fire uger, inden du kan hente det på politistationen.Det tager ca. fire uger fordi passet skal fremstilles i Danmark og sendes til Grønland igen.
Det er dit eget ansvar at få bestilt pas i god tid inden du skal ud og rejse.