Spring til hovedindhold

Forslag

Karriereveje i politiet

I Grønlands Politi er der mange karrieremuligheder, og vi består af vidt forskellige fagligheder. Her kan du læse om nogle af de karriereveje, du kan vælge at søge i politiet.

Start på Politiskolen!

Drømmer du om spænding i hverdagen, et stærkt kollegaskab og gode karrieremuligheder? Så start på Politiskolen og kom med ombord! 

Som uddannet politibetjent kommer du til at gøre en stor forskel for samfundet og for andre mennesker. Du får samtidig et job, som du kan præge i den retning, du brænder for, og så er der gode muligheder for at arbejde rundt om på hele kysten. 

Det tager to år og fire måneder at blive uddannet politibetjent, hvor du veksler mellem undervisning og praktik. Du får fuld løn under hele uddannelsen, og du får personalebolig stillet til rådighed. 

Der er nogle krav, der skal være opfyldt for, at du kan søge ind. Du skal blandt andet være 21 år og have enten en gymnasial uddannelse, en erhvervsuddannelse eller relevant erhvervserfaring. Du skal også kunne begå dig på dansk både mundtligt og skriftligt (eller have forudsætningen for at lære det). Du kan læse om alle syv optagelseskrav her. 
 
Lyder det som noget for dig? Så læs mere på www.politi.gl/politiskolen

 

Bliv reservebetjent! 

Vidste du, at man slet ikke behøver at være uddannet politibetjent for at få lov at trække i den blå uniform og komme med på politiopgaver? 

Som reservebetjent i Grønlands Politi kan du hjælpe på en lang række politiopgaver både i gadebilledet og på stationen. Reservebetjentene kører med på patrulje, skriver sager, tager imod borgerhenvendelser og meget mere. 

En del unge har været reservebetjente for at finde ud af, om politiuddannelsen er noget for dem, inden de søger ind. Andre arbejder som reservebetjent for at supplere sit faste arbejde (og økonomi) med et spændende job i politiet.

Uanset hvad din motivation måtte være, så er du velkommen til at søge et job som reservebetjent i Grønlands Politi. Hør mere om dine muligheder ved at skrive til grl-stab-hr@politi.dk.

 

Bliv kommunefoged 

Alle bygder har brug for en god og engageret kommunefoged! Kommunefogeden er nemlig en vigtig del af politiet i Grønland, da man er politiets forlængede arm i bygderne.  

Kommunefogeden skal først og fremmest sikre, at der er ro og orden i bygden, og at bygdens beboere har en at gå til, når der er brug for politiets hjælp. Man kan også blive bedt om at lave de indledende efterforskningsskridt ved fx at foretage en afhøring, tage fotos eller sikre beviser. 

Der kan også være opgaver af mere administrativ karakter, hvor man fx skal inddrive en bøde eller sikre, at en besked kommer frem til den rette person. 

Alt sammen er selvfølgelig noget, man bliver klædt på til at håndtere! Foruden et uddannelsesforløb får man også politiuniform, politistav og håndjern samt en mobiltelefon til tjenstligt brug.

Det er ikke noget fuldtidsjob at være kommunefoged – det er derimod et spændende bijob, man har ved siden af sit primære arbejde. Alt, det kræver, er en pletfri straffeattest, et godt omdømme og en stor lyst til at skabe tryghed i bygden. 

Hør mere om mulighederne for at blive kommunefoged ved at skrive til grl-stab-hr@politi.dk.

 

Bliv administrativ medarbejder i politiet!  

Man behøver ikke være politiuddannet for at arbejde i Grønlands Politi.

Vi består nemlig af mange forskellige slags medarbejdere med vidt forskellige baggrunde. Selvom vi er en myndighed, så fungerer vi ligesom andre virksomheder med både økonomimedarbejdere, jurister, studentermedhjælpere – og mange flere! 

Derfor søger vi jævnligt medarbejdere, der med forskellige uddannelsesbaggrunde og erfaringer kan løfte og understøtte alt det, der ikke direkte har med politiarbejdet at gøre, men som får hele maskinrummet til at køre rundt. 

Hvis det lyder som noget for dig, så hold øje med vores ledige stillinger! Måske er det lige præcis dig og din faglighed, vi er på udkig efter.