Første årgang af politistuderende gennemfører politiets nye basisuddannelse i Grønland
Så kom dagen. Dagen hvor seks studerende fra politiskolen i Grønland færdiggjorde den sidste og endelige eksamen i forbindelse med deres uddannelse - det mundtlige forsvar af deres hovedopgave.

Færdige politibetjente 2018 Foto: Camilla Palmann
De seks studerende er gennem den sidste måned blevet udfordret i prøver af både boglig og fysisk karakter i form af en række krævende eksamener. Alle seks studerende har klaret sig gennem nåleøjet og kan derfor med stolthed kalde sig færdiguddannede politibetjente.De nyudnævnte betjente er den første årgang, som gennemfører politiets basisuddannelse på politiskolen i Grønland, som trådte i kraft i september 2016.
Særligt for den nye basisuddannelse er, at uddannelsen er identisk med den to-årige politibasisuddannelse i Danmark. Den nye politiuddannelse i Grønland har i tillæg til den danske uddannelse inkorporeret yderligere fag, herunder bl.a. eftersøgninger (SAR – Search and Rescue), og ekstra uddannelse i håndtering af selvmord, vold og seksualforbrydelser, som er nogle af de sager, man kan blive konfronteret med i hverdagen som politibetjent i Grønland.
”Optagelseskravene og vilkårene på den grønlandske og danske politibasisuddannelse er nøjagtigt de samme. Det er vigtigt for Grønland, at unge kan søge på lige vilkår med uddannelsen i Danmark, og at Grønlands politiuddannelse ligeledes er på niveau med den danske”, siger specialkonsulent og underviser på politiets grunduddannelse Søren Hardrup.
I forbindelse med fredagens dimission modtog de nyudnævnte betjente deres eksamensbeviser. De er nu også formelt betjente, der er klar til at skabe tryghed på gaden i hverdagens Grønland.
Det er dejligt at være færdig som politibetjent. Det indebærer et stort ansvar at gøre tjeneste i samfundet og skabe sikkerhed, men jeg glæder mig rigtig meget til det,
siger en af de netop nyudnævnte betjente Poul Kreutzmann.