Grønlands Politi har igangsat et salg af politikutteren SISAK
Efter at have tjent Grønlands Politi gennem en lang årrække har Grønlands Politi besluttet, at politikutteren SISAK skal sælges. Salget af fartøjet er en del af Grønlands Politis samlede plan om modernisering af den maritime flåde. SISAK vil dog blive savnet efter at have løst adskillige vigtige opgaver.
Grønlands Politi har besluttet at tage afsked med fartøjet SISAK, som har været en del af flåden siden 1989. Efter mange års god og trofast tjeneste har Grønlands Politi besluttet, at SISAK skal sælges til en ny ejer.
Baggrunden for salget
Beslutningen om at sælge SISAK sker på baggrund af løbende overvejelser om den mest hensigtsmæssige sammensætning af Grønlands Politis maritime kapacitet. Grønlands Politi har arbejdet på en nødvendig modernisering af fartøjerne, hvilket også medførte udfasning af SISAK II, III og IV i 2022.
Operative hensyn
SISAK har i mange år tjent Grønlands Politi og det grønlandske samfund godt. Dog har udviklingen i de politimæssige opgaver vist, at SISAK ikke længere er den kapacitet, som fartøjet tidligere har været. Politioperationer og SAR-opgaver kræver i stigende grad højere fleksibilitet og hastighed i opgaveløsningen.
Selvom SISAK er et robust fartøj, har det en forholdsvis lang klargøringstid, sejler ikke så hurtigt og har dermed en længere responstid sammenlignet med Grønlands Politis øvrige fartøjer.
Alternativer til SISAK
Grønlands Politi har som afløsning for de tidligere politikuttere fået andre, mere moderne fartøjer, som med højere sejlhastighed har optimeret den maritime kapabilitet. SISAK kan derfor ikke længere indfri de stigende forventninger til hurtig respons og fleksibilitet i forskellige opgavesituationer.
I 2023 og 2024 blev SISAK ikke anvendt til SAR-operationer, selvom Grønlands Politi deltog i 50 SAR-operationer i 2024 med andre fartøjer. SISAK blev i samme periode udelukkende benyttet til transportopgaver.
Driften af SISAK er desuden forholdsvis dyr. I 2024 udgjorde løn- og driftsudgifterne 2,8 mio. kr. Sammenlignet med alternative løsninger – herunder mindre og hurtigere fartøjer – har driften af SISAK været uforholdsmæssig dyr i forhold til nytteværdien.
De udgifter politikredsen har haft til Sisak vil blive brugt til finansiering af nye fartøjer til at supplere den nuværende flåde. Det er endnu ikke besluttet præcist hvilke fartøjer, der skal anskaffes.
Besætningen på SISAK
Som følge af salget af SISAK nedlægges de arbejdspladser, der er tilknyttet fartøjet. Denne beslutning har stor betydning for de berørte medarbejdere.
Chef for Operativt Center, Vicepolitiinspektør Kunuk Frederiksen udtaler:
”Besætningen på SISAK har ydet en meget stor indsats for Grønlands Politi gennem en lang årrække, hvor vanskelige situationer er blevet håndteret på professionel vis, og som i flere tilfælde har medvirket til, at menneskeliv er blevet reddet. Det vil jeg først og fremmest gerne takke besætningen for, for det er en indsats, der ikke bliver glemt.”
De tre kolleger på SISAK er allerede blevet tilbudt andet arbejde i Grønlands Politi. Sammen med deres faglige organisationer arbejder Grønlands Politi i disse dage på at finde den bedst mulige løsning for de berørte medarbejdere, hvor de berørte medarbejdere også tilbydes støtte og vejledning om rettigheder og næste skridt i processen.
Vicepolitiinspektøren understreger:
”Det er helt afgørende for os at sikre, at vores kolleger på SISAK får en så smidig og respektfuld overgang som muligt, selvom vi anerkender, at det er umuligt at finde en arbejdsplads helt magen til SISAK.”
Fremtiden for SISAK
De kommende måneder vil SISAK blive klargjort til salg. Grønlands Politi håber, at en ny ejer vil kunne få glæde af fartøjet i mange år fremover.
Grønlands Politi vil fortsætte arbejdet med at modernisere fartøjskapaciteten, særligt med fokus på områderne omkring Nuuk og Diskobugten. Erfaringerne fra SISAK vil blive inddraget i de fremtidige overvejelser om flådens sammensætning.