Udenlandsk mand udvist af Grønland for voldtægt og blufærdighedskrænkelse
Sermersooq Kredsret har den 4. november 2025 idømt en udenlandsk statsborger ni måneders anstaltsanbringelse og udvisning for voldtægt og blufærdighedskrænkelse mod to unge piger i Nuuk.
Tirsdag faldt der dom ved Sermersooq Kredsret i en sag om voldtægt og blufærdighedskrænkelse begået mod to unge piger på henholdsvis 17 og 18 år samme aften i april i år på HHE Express i Nuuk.
Den 34-årige mand med udenlandsk statsborgerskab blev idømt ni måneders anstaltsanbringelse og udvisning af Grønland med et indrejseforbud på fem år.
Den udenlandske mand havde ingen relation til Grønland og var på et kortvarigt ophold i Nuuk i forbindelse med arbejde.
Udgangspunktet er, at man bliver udvist, når man ingen tilknytning har til Grønland og når man begår kriminalitet. Indrejseforbuddets varighed beregnes ud fra kriminalitetens art, herunder foranstaltningens udmåling. Den udenlandske mand er idømt ni måneders anstaltsanbringelse, hvorfor indrejseforbuddets varighed i denne konkrete sag er på fem år.
Retten har i denne sag lagt vægt på de forurettedes troværdige forklaringer, ligesom de ved udmålingen af foranstaltningen har lægt vægt på aldersforskellen mellem den udenlandske mand og de to unge piger.
"Det er en meget alvorlig sag, hvor beviserne alene var baseret på vidneforklaringerne i sagen. Jeg er derfor meget tilfreds med, at retten har lagt afgørende vægt på pigernes troværdige forklaring og fundet ham skyldig i den rejste tiltale," udtaler anklagerfuldmægtig Aprilia Jespersen.
Giver denne pressemeddelelse anledning til spørgsmål, er pressen velkommen til at kontakte anklagerfuldmægtig Aprilia Jespersen på AJE076@politi.dk eller på + 299 567132.