Spring til hovedindhold

Forslag

Om seksuelle overgreb

Hvad er et seksuelt overgreb? Læs om det her.

Om seksuelle overgreb

Hvad er et seksuelt overgreb?

Det er et overgreb, hvis nogen krænker dig ved at overskride dine grænser, enten ved at tale med dig eller ved at røre ved dig på en måde, du ikke bryder dig om.

Det kan fx være én, der

 

  • snakker om at ville have sex med dig
  • får dig til at se på billeder eller film af personer, der har sex eller er nøgne sammen
  • får dig til at se på, at andre har sex
  • viser dig sine egne kønsdele eller billeder af dem
  • prøver at få dig til at røre ved sine kønsdele
  • prøver at få dig til tage tøjet af og vise dine kønsdele eller sende billeder af dem
  • rører ved dig inde under tøjet, eller rører dig på dine kønsdele inde under og uden på tøjet, fx på brysterne eller tissemanden
  • prøver at have sex med dig eller har sex med dig

Hvis du er under 15 år, må en voksen ikke have sex med dig. En voksen må heller ikke berøre dig på en seksuel måde. 

Det må andre børn eller unge heller ikke. Ingen må begå overgreb mod dig. Ingen har lov til at overskride dine grænser. Det er lige meget om du har fået en belønning for det, eller om du har gjort modstand eller ej. Det er forbudt. Og det er aldrig din skyld.

Hvis du er 15-17 år, er det stadig forbudt for voksne at have sex med dig, hvis det er en voksen, der passer på dig i din hverdag, fx hvis det er din lærer, pædagog, far eller mor.

 

Har du oplevet noget af dette?

Det er vigtigt, at du taler med nogen om, hvad der er sket. Tal med en voksen, du er tryg ved at betro dig til, så du kan få hjælp til at gå til politiet. Det er vigtigt, at vi får besked, så vi kan hjælpe dig med at få det til at stoppe.

Du er også altid velkommen til at ringe til os på 70 1448 eller besøge os på den lokale politistation. I bygderne kan du også tale med kommunefogeden, der hjælper dig med at kontakte os.

Er du blevet udsat for et seksuelt overgreb, kan du altid tale med os, så vi kan undersøge sagen nærmere og finde ud af, hvad der er sket.

 

Ingen børn skal udsættes for seksuelle overgreb, og vi kan hjælpe med at få det til at stoppe.

 

Sådan anmelder du et seksuelt overgreb

 

Hvad siger loven?

Seksuelle overgreb er ulovlige og skal anmeldes til politiet.

Uanset om der er tale om tvang eller ej, er det et overgreb og forbudt at have seksuel aktivitet med børn under 15 år (Kriminalloven § 79).

Det er også forbudt at have sex med børn og unge under 18 år, hvis barnet/den unge er afhængig af den voksne krænker – fx en forælder, værge, lærer, pædagog eller sagsbehandler (Kriminalloven § 80).

Det er desuden forbudt at anvende vold, tvang eller belønning - også mellem jævnaldrende.